Du vil ikke af med dit nag, du vil bære det, han ville bære sit nag, sit nagende nag, for han vidste hvad hans var værd, han vidste hvad hans nag betød, når det nagede ham allermest, hvad er du uden dit nag, hvad var han, intet, så hold naget brændende, lad naget gløde, lad naget flamme, og lad aldrig naget forsvinde, han hægede om sit nag, han elskede sit nag, ja han var forelsket i sit nag, var afhængig af sit nag, for naget var den ild der snart ulmede, snart blussede, snart blot lurede men altid og for stedse holder det i live som er dig, som er dit inderste dig, naget var dit liv, dit liv var naget, dit liv er nag, du bygger på nag, du lever på nag, når det voldsomt udlader sig over lærreder, over plader, over tykt papir, over vægge mure, naget er den luft du ånder, er den muskulatur der muliggør at du kan ånde, naget er din puls og det hjerte der får pulsen til at slå, naget er dine tanker og den hjerne der frembringer dem, er dine ideer og den sjæl der avler dem, naget er dig, du er nag, naget er din skaberkraft, du er din egen skaberkraft, du er skaberkraft, og derfor ville han bære sit nag, sit nagende nag, og han ville hæge om sit nag at det aldrig forsvandt, han ville spare på sit nag, at det kun blev benyttet i fineste dosseringer, for hans nag var den kraft der bar ham, der skulle bære ham gennem livet, livskraften, det var livsrytmen, det var det dyrebareste han ejede, den kostbareste perle, det eneste ene, ham selv.
- Peer Hultberg, Requiem
- Peer Hultberg, Requiem
