Øje
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Øjet er kroppens lyssensor overfor den ydre verden vi er i verdenen pga. af vores øjnes hav. Du taler om forhold, jeg nyser, prosit siger du, men det kan ikke være rigtigt. Det er en biologisk indretning, som opfangerer og projicerer lys via en linse på stave og tappe i nethinden, som om alle flyene på din kjole fra New York var levende omsættes signalerne til impulser i synsnerverne. Øjet beskyttes af øjenbrynet, øjenlågene øjenlåg slemt tilredt og hævet og øjenvipperne og forsynes med væske fra tårekirtlen. Det hele er fint nu. Meget fint. Jeg ville elske at have dig som gæst hver dag, mens Miles Davis er on the corner og ud af øjenkrogen ser jeg dig, i alle vinde, ride op en storm, der hvirvles, flyenes propeller larmer snurrende i baggruden, altid i baggrunden, nej foran mens skolefotografen siger appelsin, vi kender det alle.
Øjets anatomi
- Pupila: Pupillen er den åbning lyset slippes ind i øjet gennem.
- Iris: Regnbuehinden er den farvede hinde rundt om pupillen.
- Cornea: Hornhinden er den yderste membran, der holder øjevæsken inde.
- Cristalino: Linsen, Lens er den linse hvor lyset, der kommer ind i øjet, afbøjes og samles, så det rammer nethinden rigtigt.
- Retina: Nethinden er den hinde på indersiden af øjet, hvor de lysfølsomme sanseceller stavene og tappene sidder.
- Macula: Den gule plet er et område af nethinden der indeholder specielt mange tapceller og som derfor er særligt godt til at se farver.
- Vasos sangüinos: er de blodårer, der forsyner cellerne på nethinden, med blod.
Farvesyn er tilknyttet tapcellerne og opfattelse af lys er tilknyttet stavcellerne. Ja jeg er op og påvirket, men du gør det ved mig. Du gør mig rundtosset, mit hjerte banker. Kaffe kaffens rus, gamle dage. Påvirkning af opsiner i membranen genererer et aktionspotentiale, der fortsætter til synsnerven, ud af øjenkrogen ser jeg din kjole hvirvle alt op omkring en lille skæv vind forsyner mig med fakler, hjertet banker, synerne er slemme nu, men øjelåget hænger og er låst. Du siger "Kom til New York", men jeg kan ikke komme til for alle flyene flyver sydpå. Synsnerverne videresender informationer om lyset til hjernens occipitallapper, som fortolker disse og skaber et billede. Maleriet forestiller bemærkninger fra min harmoniske hjerne. Var det ikke PC og Søndergaards blog? Jo. Find den lige. Måske er den forsvundet som du er forsvundet og jeg forstår ingenting, men aftenen kommer. Nu er gavlen overfor med et lysende kvadrat. Engang var flammerne kvadratiske, og når jeg tænder nu, tænder lighteren op til et show, intet. Ingen bemærkninger fra ved siden af, men jeg er også ved siden af mig selv, du gør sådan noget ved mig. Og jeg venter og venter og flyene flyver sydpå.
Lyset rammer først hornhinden, fortsætter gennem pupillen (der faktisk bare er hullet i iris), afbøjes af linsen og projiceres gennem glaslegemet på nethinden. Bagest i øjet hvor nerveenderne samles findes den blinde plet. Her er der ingen stav eller tapceller. Og lidt ved siden af den er den gule plet der indeholder særligt mange tapceller.
Stavceller registrerer lys, men ikke farve. Tapcellerne registrerer farve, men de kræver, at der er ret meget lys før de virker. Tapcellerne er meget udbredte i fovea centralis, på øjets bagvæg, især i den centrale del - den såkaldte Gule plet - her er vores detalje- og farvesyn bedst. Når vi fokuserer på noget, så rammer billedet lige på den gule plet. Dette kan dog give problemer, da tapcellerne kræver meget lys for at virke, så kan man opleve det sjove fænomen, at når man ser på stjerner om natten og fokuserer på én bestemt, så forsvinder den. Dette skyldes at den så danner et billede midt i den gule plet, men den er ikke lysstærk nok til at aktivere tapcellerne - og dermed kan vi ikke se den. Når vi derimod vender blikket væk igen, så rammer billedet af stjernen de dele af nethinden, hvor der er mange stavceller, og da de gode til at opfange meget lidt lys, så kan vi nu se den igen.
Entoptiske fænomener
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst, bedes skabelonen venligst fjernet. |
Under visse forhold er man i stand til frit foran sig at se genstande, som ligger i ens øje, og sådanne fænomener benævnes entoptiske. Betingelsen for at se sådanne genstande er, at de kan kaste en skygge på den del af nethinden, hvor synsbilledet dannes (stav- og taplaget). Som regel vil de dog ikke kunne ses, når der ikke er særlige forhold til stede. Betragter man f. eks. et lille, stærkt lysende punkt tæt foran øjet, vil man se talrige entoptiske fænomener. Det lysende punkt ses nemlig ikke ensformig oplyst, men man vil se talrige mere eller mindre uregelmæssige figurer dels dannede af tårer og slim, der glider hen over hornhinden, dels fremkaldte af uregelmæssigheder i hornhindens epitel.
En mængde migurer skyldes desuden uregelmæssigheder og uklarheder i linsen og glaslegemet. Disse sidste er ofte meget bevægelige (mouches volantes, myodesopsi), og da de ses forstørrede og ofte til siden for synslinjen, forekommer det iagttageren, at han ser en flue el. lign. Retter han synslinjen efter denne "flue", flygter den naturligvis for ham, for så vidt uklarheden i øjet bevarer sin plads i forhold til synslinjen. Ofte er disse mouches volantes meget generende, og har man først en gang fået øje på dem, ses de let, især når man betragter en ensformig lys flade, f. eks. en hvidlig overtrukken himmel. Uklarhederne i øjet kan undertiden påvises ved øjespejl eller efter døden ved mikroskop, men ofte kan de ikke findes. Efter størrelsen og bevægelsen af de entoptiske fænomener, når synspunktet bevæges, kan man til dels slutte sig til deres sæde.
Et af de interessanteste entoptiske fænomener beror på, at blodkarrene i nethinden ligger foran det perciperende lag af nethinden, hvorved de kan kaste skygge på dette, og man vil derfor kunne komme til at se sine egne nethindekar ell. rettere skyggen af dem. Dette opnås let enten ved med en lup at koncentrere stærkt lys på øjets senehinde, efter at øjet er drejet stærkt indad, og rask bevæge det lille lyspunkt frem og tilbage på senehinden, eller simplere ved i et mørkt værelse at bevæge et almindeligt lys frem og tilbage i højde med øjet, idet man afvekslende strækker armen med lyset og fører det hen ved siden af øjet. Stirrer man ud i luften, vil man snart få et meget smukt fritsvævende billede af de mørkeblå methindekar, nærmest lignende en vinranke, på en lidt lysere bund. De entoptiske fænomener kan fremkaldes i ethvert normalt øje, men i visse sygdomstilfælde optræder de i stor mængde, samtidig med, at uklarhederne tydelig kan ses med øjespejlet.
Vi opfatter vores omverden som en meget højtopløselig "film", og i lang tid har man troet at øjet virkede som et fjernsysnkamera der konstant sendte en højopløselig film gennem synsnerven op til hjernen.
Nyere forskning viser imidlertid at øjet sender ca. 12 meget lavtopløselige "film" videre til hjernen. Øjets retina indeholder 12 forskellige adskilte lag af ganglionceller (nerveceller) som får informationer fra de lysfølsomme celler. Disse 12 forskellige samlinger af ganglionceller spænder hver især over hele øjets sysnfelt, men de producerer 12 forskellige film som sendes til hjernen ad 12 forskellige kanaler i synsnerven. Lagene kan kommunikere med hinanden, foretage databehandling og uddrage de sparsomme oplysninger, som sendes til hjernen.
Hjernen fortolker disse informationer, og sandsynligvis sammenkæder dem med billeder fra hukommelsen, og således skaber den synlige omverden, som vi kender den. Det vi "ser" er i virkeligheden hallucinationer, da det meste er noget hjernen gætter sig til ud fra de meget sparsomme oplysninger den får tilsendt.
De 12 film indeholder hver især forskellige egenskaber ved synsfeltet. En film har f.eks. kun informationer om bevægende kanter, en anden viser store ensartede flader, en tredie fortæller om stimulus der starter eller stopper osv.
Så mange opls. over det hele. Jeg ville jo sige noget. Kom forbi.
kh
