LE COMTE DE LAUTRÉAMONT

SJETTE SANG

(Før katastrofen)

Stormagasinerne i rue Vivienne udstiller deres rigdomme for de
undrendes øjne. Oplyst af utallige gasblus spreder mahogni små-
skrin og gyldne montrer i butiksvinduerne buketter af blændende lys.
Klokken slår otte på Børsens ur: det er ikke sent! Knapt har det
sidste knebeslag ladet sig høre, førend gaden, hvis navn er blevet
anført, giver sig til at skælve, og ryster i sine fundamenter lige fra
place Royale til bouldevard Montmartre. De spadserende frem-
skynder gangen, og trækker sig tankefulde tilbage til deres hjem.
En kvinde besvimer og falder om på asfalten. Ingen rejser hende
op: enhver har hast med at fjerne sig fra farvandet. Skodderne
lukkes voldsomt og bragende, og de derboende graver sig ned
under deres sengetæpper. Man skulle tro den asiatiske pest havde
åbenbaret sin tilstedeværelse. Imens således den største del af byen
forbereder sig til at svømme hen i nattefesters nydelse, befinder
rue Vivienne sig pludselig isnet i en art forstening. Som et hjerte
der hører op at elske, har den sit liv udslukt. Men snart breder
nyheden om fænomenet sig i andre befolkningslag, og en dump
stilhed svæver over den ærværdige hovedstad. Hvor er de gået hen,
gasblussene? Hvad er blevet af elskovssælgerinderne? Intet ...
øde og dunkelhed. En ugle flyver i lige linie, og hvis fod er
brækket, passerer over Madeleinekirken og styrer sin flugt imod
la barriere du Trône, mens den skriger: "En ulykke beredes!" Men
nu på dette sted, som min pen (denne sande ven, der tjener mig
som fælle) er ved at gøre mysteriøst, om De nu kigger i den ret-
ning, hvor rue Colbert fører ind i rue Vivienne, vil De ved hjørnet,
der dannes hvor de to veje krydeses, se en person vise sin silhuet,
og rette sine lette skridt imod bouldevarderne. Men hvis man nær-
mer sig mere, således at man ikke tildrager sig denne forbipasse-
rendes opmærksomhed, opdager man med en behagelig forbav
selse, at han er ung! Langt fra ville man faktisk have antaget ham
for en moden mand. Dagenes sum tæller ikke stort, når det drejer
sig om at vurdere en alvorlig skikkelses interlektuelle kapacitet. Jeg
forstår mig på at læse i pandens fysiognomiske linier: han er seksten
år og fire måneder! Han er smuk som rovfuglekløers sammen-
trækkelighed; eller også som muskelbevægelserne usikkerhed i sår
over de bløde partier af baghjerneregionen; eller snarere som denne
evigheds-rottefælde, der hele tiden holdes lukket af det fangne dyr,
og som alene kan holde til dets gnaven i ubegrænset tid, og endda
fungere skjult under sengehalmen; og især da som det tilfældige
møde på et dissektionsbord mellem en symaskine og en paraply! ...

GRANTS